Pressemeddelelse
Kampen mod madspild fejrer tre år med stor
succes
Kampen mod madspild startede som et privat initiativ af en
ildsjæl, Selina Juul. REMA 1000 gik som den eneste detailkæde med i
initiativet i 2008 og i disse dage fejrer forbrugerbevægelsen Stop
Spild Af Mad tre års fødselsdag med så megen vind i sejlene, at
initiativet er taget op på politisk niveau i Danmark og i FN.
Hver eneste dansker smider hvert år gennemsnitligt 63 kilo mad i
skraldespanden. I alt bliver det til 540.000 tons spiselig mad, der
hvert år kasseres uden grund og går til spilde. Madspild koster
danske forbrugere 16 mia. kr. om året. For tre år siden satte
Selina Juul sig for at ændre på dette. Hun stiftede
forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, og siden er der kommet øget
fokus på problematikken - senest med Miljøministeriets Charter om
Mindre Madspild, som 19 store virksomheder har skrevet under
på.
Mængderabatter fører til madspild
Forbrugerbevægelsen, som i dag består af over 8.300 medlemmer,
har gennem de sidste tre år sat fokus på det stigende madspild i
private husholdninger og i detailhandlen. Detailbutikker smider
årligt ca. 45.000 tons mad ud - et enormt spild ressourcemæssigt og
økonomisk. I 2008 lykkedes det Stop Spild Af Mad at få REMA 1000
med i kampen mod madspild. Discountkæden gik med i initiativet og
afskaffede som den eneste kæde alle former for mængderabatter. "Det
var et kæmpe skridt i den rigtige retning, da REMA 1000 for snart
tre år siden fjernede alle mængderabatter i kædens butikker. REMA
1000 holder fast i den politik den dag i dag. Jeg påstår ikke, at
REMA 1000 er hellige, for det er der ingen af os, der er. Men de
har forpligtet sig. Blankpolerede CSR-glorier hjælper ikke på at
mindske madspildet. Det eneste, der hjælper, er handling", siger
Selina Juul, der håber på at se flere forpligtende løsninger fra de
store detailkæder.
Mængderabatter er en af de store "syndere" i detailhandlen.
Forbrugerne tilbydes typisk "tre for 100" eller to varer for én
vares pris og lokkes dermed til at købe mere, end de har behov for.
Ofte ender den anden eller tredje ekstra-vare derfor i
skraldespanden.
Kampen mod madspild bliver politisk. Opmærksomheden omkring
madspild er øget drastisk siden tiltagene startede i 2008. Således
indgik forbrugerbevægelsen i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2010
og var medspiller i Miljøstyrelsens affaldsforebyggelseskampagne
"Brug mere - spild mindre". Kampagnen viste sig at være
effektiv: Hver tredje af de borgere, der har hørt om
kampagnen, har ændret deres adfærd for at nedbringe mængden af
affald i hverdagen. Derudover har 48% af modtagerne af kampagnen
også kendskab til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.
I oktober 2010 var Stop Spild Af Mad ligeledes en af afsenderne
bag Joint Declaration Against Food Waste - en fælles international
erklæring, som har til formål at forpligte EU og FN til global
reduktion af madspild med mindst 50 % inden år 2025. I maj 2011 har
FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO i international
rapport om globalt madspild 'Global Food Losses and Food Waste'
nævnt Stop Spild Af Mad (som på engelsk hedder Stop Wasting Food)
som et eksempel på et initiativ, som øger fokus på madspild blandt
forbrugerne. Det politiske fokus på madspild realiserede sig også i
forbrugerbevælgelsens reste-kogebog 'Stop spild af mad - en kogebog
med mere' med kendte kokke som Francis Cardenau, Katrine Klinken,
Camilla Plum, Thomas Rode Andersen og Suhrs Madakademiet, som udkom
på forlaget Gyldendal i foråret. I bogen giver bevægelsens 22
politiske støttere gode råd til forebygning af madspild. Det
seneste tiltag i kampen mod madspild er opstået i samarbejde med
Miljøminister Karen Ellemanns Initiativgruppe imod madspild. Her er
Stop Spild Af Mad medunderskriver på Charter om Mindre Madspild
sammen med 19 store virksomheder og organisationer, heriblandt REMA
1000 og Landbrug & Fødevarer. Aftalen løber indtil videre frem
til udgangen af 2012, hvor alle medunderskrivere skal indberette,
hvilke initiativer de er i gang med. "Det er rigtig positivt, at vi
via det nye charter får flere store spillere på banen i
bestræbelserne på at reducere madspild i detailhandlen", siger
Anders R. Jensen, indkøbsdirektør i REMA 1000, der forventer at
sætte gang i flere initiativer i kampen mod madspild i den kommende
tid.
I interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er man også
begejstret over det øgede fokus på madspild. "I Danmark var vi
nogle af de første, som begyndte at snakke om madspild. Det glæder
mig, at emnet nu også er kommet på den internationale dagsorden",
siger Klaus Jørgensen, chefkonsulent for erhvervsøkonomisk analyse
hos Landbrug & Fødevarer.
Mere information fås på: http://www.stopspildafmad.dk
Pressekontakt Stop Spild Af Mad: Jakob Dreyer, mobil 40 72 06 01,
email:
jakob.dreyer@dreyerkvetny.dk
For mere information, fakta eller interview med REMA 1000 kontakt
venligst:
Pressekontakt Morten Laasholdt, mobil: 31 17 71 17, email: morten@help-pr.dk
Historik: Kampen mod madspild
Juni 2008: Fokus på madspild i medierne er startet af
chefkonsulent for erhvervsøkonomisk
analyse, Klaus Jørgensen, Landbrug & Fødevarer. Landbrug &
Fødevarer udkommer med en ny undersøgelse i pressen, hvor
undersøgelsen viser, at hver dansker årligt smider 63 kilo mad
ud.
Juli 2008: Selina Juul får ideen til forbrugerbevægelsen Stop
Spild Af Mad og
forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad ser dagens lys.
Oktober 2008: Stop Spild Af Mad er medvirkende inspiration til, at
butikskæden REMA 1000
dropper mængderabat i kædens butikker og derved medvirker til
mindre madspild.
December 2009: Stop Spild Af Mad taler på store konferencer i
forbindelse med FN's
Klimatopmøde COP15 i København.
Juni 2010: Miljøminister Karen Ellemann og stifter af
forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, Selina Juul, skriver en
fælles kronik om madspild i Politiken. Forbrugerbevægelsen Stop
Spild Af Mad indgår i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2010 og
sidder i følgegruppen for Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses
kampagne "Brug mere - spild mindre" og rådgiver herunder
Miljøministeriet om mindre madspild.
Oktober 2010: Stop Spild Af Mad holder tale om madspild på
fødevarekonferencen "Transforming Food Waste into a Ressource" i
Europa-Parlamentet i Bruxelles. Stop Spild Af Mad er en af
afsendere bag Joint Declaration Against Food Waste - en fælles
international erklæring, som har til formål at forpligte EU og FN
til global reduktion af madspild med mindst 50 % inden år
2025.
Marts 2011: Stop Spild Af Mad udgiver reste-kogebogen 'Stop spild
af mad - en kogebog med mere' med kendte danske top-madfolk som
Francis Cardenau, Katrine Klinken, Camilla Plum, Thomas Rode
Andersen og Suhrs Madakademiet på forlaget Gyldendal.
Maj 2011: Stop Spild Af Mad samarbejder med Fødevareminister
Henrik Høegh om en fælles fokus på madspild via
Fødevareministeriets og CONCITOs konference 'Det skjulte madspild'.
Fødevareminister Henrik Høegh og stifter af forbrugerbevægelsen
Stop Spild Af Mad Selina Juul skriver en fælles kronik om madspild
i Jyllands-Posten.
Maj 2011: FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation FAO afholder
kongressen SAVE FOOD i
forbindelse med Interpack messen i Düsseldorf. Stop Spild Af Mad
taler på konferencen og nævnes i FAO's internationale rapport om
madspild 'Global Food Losses and Food Waste' og er nu - sammen med
førende beslutningstagere og fødevare-eksperter - medunderskriver
på FAO's internationale erklæring om madspild SAVE FOOD
Declaration.
Juni 2011: Stop Spild Af Mad deltager i Miljøminister Karen
Ellemanns Initiativgruppe imod
madspild og er medunderskriver på Charter om Mindre Madspild
sammen med 19 store
virksomheder og organisationer, som alle har skrevet under på en
fælles erklæring og forpligter sigtil at begrænse madspild. Aftalen
løber indtil videre frem til udgangen af 2012, hvor
allemedunderskriver skal indberette, hvilke initiativer, de er i
gang med.
Juni 2011: Stop Spild Af Mad medvirker til at 14 tons mad, som
intet fejler og som er på vej mod destruktion, bliver
videreformidlet til socialt udsatte i 3 asylcentre hos Dansk Røde
Kors på Sjælland i samarbejde med Bonduelle, REMA 1000 og Det Glade
MadBud.
Juni 2011: Stop Spild Af Mad sidder følgegruppen for
Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses
kampagne "Brug mere - spild mindre". Effektevalueringen viser at
hver tredje af de borgere, der har hørt om kampagnen, har ændret
deres adfærd for at nedbringe mængden af affald i hverdagen.
Derudover har ca. halvdelen af modtagerne af kampagnen (48%) også
kendskab til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.
August 2011: Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad har rundet
8.300 medlemmer. Stop Spild Af Mad har i over 60 medier medvirket
til at sætte madspild på dagsordenen og dermed konstruktivt
påvirket den offentlige opinion i landsdækkende og regionale aviser
samt i radio og TV. Stop Spild Af Mad er en non-profit organisation
drevet af ulønnede og frivillige kræfter.

