Målet er sucess: Masterclass om mad og medier med Umut Sakarya
Danske Madpublicister har afholdt en inspirerende masterclass i mad og medier med kok, YouTuber og indholdsskaber Umut Ra Sakarya-Havshøj.
Efter i starten af 2023 at have lukket sine kendte restauranter, Guldkroen og Guldgrillen, lever han i dag – sammen med sin kone, Johanne Sakarya-Havshøj – primært af sin populære YouTube-kanal, hvor han producerer madvideoer.
24 nysgerrige madpublicister blev forkælet med lærerige fortællinger, konkrete tips & tricks og masser af underholdning. Umut sprudlede af idéer og energi og delte gavmildt ud af sin erfaring.
Guldkorn fra Umut
Hovedbudskabet var klart: Du skal give, før du tager – og det er afgørende at dele både fakta og følelser.
Vær til stede, vær dig selv, og husk det spontane. Tøv ikke – kom i gang!
Du kan sagtens starte med din helt almindelige telefon. Udstyret behøver ikke være professionelt for at begynde at dele indhold på dine platforme.
Husk, at det i sidste ende handler om at få så mange mennesker som muligt ud i køkkenet – uanset præferencer, økonomi og erfaring – og hjælpe dem til at få succes med madlavning.
Flæskestegssandwich i Bent Brandts showroom
Eventet fandt sted i Bent Brandts nye showkøkken, hvor Umut serverede sine “verdensberømte” burgerboller og flæskesteg med sprød svær.
Umuts lækre signaturburgerboller blev fyldt med estragonmayonnaise, agurkerelish med peberrod og lun rødkål – og selvfølgelig flæskesteg.
Aftenen blev rundet af med kunstneriske, fyldige chokoladekager fra Andersen Bakery, serveret af vores vært Peter Bjerrum fra Bent Brandt.
Der blev taget masser af billeder og optaget videoer – efter alle kunstens regler.
TAK!
Stor tak til alle, der deltog. Det var en festlig og lærerig aften i et stærkt fællesskabs tegn.
Også tak til Bent Brandt, Danmarks førende leverandør af professionelt køkkenudstyr, maskiner og inventar til restauranter, kantiner og institutioner, for at lægge location til Danske Madpublicisters masterclass.
Tekst og foto: Anette Eckmann / Eckmann Studio










