16.-25. august 2024
Copenhagen Cooking: 20 års madglæde samlet i én festival
100 madevents indgår i dette års – og den 20. – udgave af Copenhagen Cooking 16.-25. august.
– At fejre 20-året for Copenhagen Cooking er en enestående mulighed for at reflektere over to
årtier fyldt med uforglemmelige madoplevelser, innovation og gastronomisk udvikling. I år
hylder vi ikke blot vores rige madkultur og traditioner, men også de visionære talenter og nye
trends, der vil forme fremtiden, fortæller festivalchef Katja Seerup Clausen i en pressemeddelelse.
Under åben himmel og fordelt over København sker der en hel masse i alt fra middage til smagninger, workshops, skuekøkkener og gastronomiske byvandringer.
For andet år i træk er der Årets hovednavn, Årets venskabsby og som noget nyt: Årets hyldest.
Flandern flytter til København
Årets hovednavn i 2023 var kartoflen, og den afløses i år af kål. Årets venskabsby er ikke en by, men en region: Belgiske Flandern; pomfritter, øl, kunst og cykelløb! Belgierne kommer til København med kulinariske madtraditioner, kreative og velsmagende programindslag og nogle af deres dygtigste madhåndværkere.
Årets hyldest: Hér sættes fokus på »morgendagens madtalenter, når vi hylder dem, der er på vej
ind på den danske madscene.«
Flæsketorvet i Den Hvide Kødby udgør festivalpladsen, »der byder på søde og salte middage,
chokoladefestival, smagsprøver, musik, mødet med producenter fra ind- og udland og et
tætpakket sceneprogram med tips, tricks og inspirerende personligheder fra madens verden.«
Bag Copenhagen Cooking står Food Organisation of Denmark med støtte fra Københavns Kommune, Erhvervsministeriet, Frederiksberg Kommune og Nørrebro Bryghus.
Festivalprogram og billetter hér.