22.-26. maj 2025

Smagen af Mai Knauers Italien

DMP giver et ekstraordinært tilskud på 500 kroner per medlem, som skal trækkes fra prisen nederst.

 

Madkursus og inspirationstur til Ceriana, Mai Knauers lille charmerende bjerglandsby i Ligurien i Italien. Kom med Mai Knauer til hendes elskede Italien, hvor vi sammen skal opleve og smage på Italien. Vi skal udforske den frodige natur og ægte landsbyliv i regionen Ligurien, der rummer så meget historie og smukke vidder.
 
Mai Knauer er medlem af DMP, madskribent, food-stylist og kogebogsforfatter. Hun holder kogeskoler i sit private hus, beliggende i den lille bjerglandsby Ceriana i Ligurien. 

 

Unik invitation
Som medlem af Danske Madpublicister får du en helt ekstraordinær og unik invitation: Giv dig selv en skøn oplevelse i form af et madkursus i Ligurien i Italien. På turen kommer du til at arbejde i Mai Knauers private køkken, og der vil du opleve og nyde dejlige nye smage af lokale og økologiske grønsager, pasta, skaldyr og naturvin.

I Mai Knauers lille paradis er der højt til loftet, og du får fyldt dine depoter op med viden, læring og ikke mindst – skønne kalorier til både sjæl og krop.
 På turens sidste dag har vi mulighed for på egen hånd at udforske byen. Der vil også være mulighed for networking, hvor vi kan sætte os sammen for at skabe spændende kontakter og forhåbentligt vil gode muligheder for samarbejder opstå.

Fotoworkshop                              

Vi vil også lægge op til, at vi holder et par timers fotoworkshop, arrangeret af DMP’s egne medlemmer Lisbeth Hjertebjerg – kok og marketingchef hos Valsemøllen med speciale i digital markedsføring, konceptudvikling og gastronomi – og Anette Eckmann, stylist og ejer af eventbureauet Eckmann Studio, med mange års erfaring i opbygning af visuelle udtryk.
 
Unik oplevelse
Rejsen og de indlagte kurser giver mulighed for at udforske den frodige natur og det ægte italienske landsbyliv, der rummer et fantastisk køkken, historiens vingesus og smukke vidder. 
 
Du kommer til at opleve Mai Knauer som underviser sammen med Claudia fra Trafficanti di Pasta i Torino. De vil sammen lære os alt om at lave pasta og om at dyrke vores egen fermentering. Vi skal på marked i San Remo og købe ind sammen og efterfølgende lave skønne retter med pasta, grønsager, fisk og skaldyr. Vi skal selvfølgelig også opleve Mai Knauers magiske grønsagshave, hvor vi henter de smagfulde grønsager, som vi skal arbejde med i køkkenet.   

Gåture, morgenbadning og vinsmagning
De omkringliggende bjerge giver mulighed for smukke gåture og morgenbadning i en badesø med frisk bjergvand – cirka 5 minutters gang fra huset. Vi skal naturligvis også nyde en aperitivo på den lokale bar, smage frisklavet is på den lokale isbar og slappe af i solen fra husets terrasse. Der vil også blive tid til vinsmagning i Dolceacqua, som vil blive afholdt af Mais favorit naturvinsproducent, Testalonga, efterfulgt af en aftentur til Bordighera med middag. 
 
Sæt kryds i kalenderen
Mai Knauer vil elske at have Danske Madpublicister på besøg, og derfor inviterer hun os til Ligurien 22.-26. maj 2025.
 
Vi flyver direkte til Nice med ankomst om eftermiddagen, og hvor der vil være sørget for afhentning og kørsel (en time) til Mai Knauers hus i byen Ceriana. Vi flyver hjem 26. maj om formiddagen.
 
Speciel DMP-pris
Normalprisen for denne specielle rejse er 12.000 kr. pr. person + flybillet ca. 1.200 kr. t/r.  Med denne ekstraordinære invitation følger en stor rabat på 2.100 kr. – kun til DMP’s medlemmer. 
 
Vores specialpris er derfor 9.900 kr. pr. person, hvilket inkluderer ophold i private lejligheder og fuld forplejning fredag, lørdag og søndag. Fly billetten betales udover kursusgebyret.
 
Der betales 5.000 kr. a conto ved tilmeldingen senest 15. september 2024. Hvis kurset ikke kan gennemføres, returneres a conto beløbet på 5.000 kr. naturligvis. Restbeløb 4.900 kr. betales den 22. april 2025 (1 måned før afgang). Husk at madkurset kan trækkes fra, hvis du er selvstændig.
 
Der er kun plads til 10 personer, så det bliver først til mølle. Tilkendegivelse om interesse sker på mail til Mai Knauer  senest: 15. september 2024
Tilmelding og a conto indbetaling: Mai Knauer på mobil 24 21 61 01.
 
Kurset gennemføres ved minimum 6 tilmeldte.

Lover uforglemmelig oplevelse
 – Jeg vil gøre mit bedste for at give Danske Madpublicister en uforglemmelig oplevelse med masser af læring, ro og nye smagsoplevelser. Mit hus er 800 år gammelt, og det er sat nænsomt i stand, med respekt for dets originale sjæl, så det nu fremstår smukt og indbydende. I vil blive indkvarteret i private lejligheder i centrum af vores lille by, som hver især har solrige altaner med den flotteste udsigt over bjergene og byen. Der vil være fuld forplejning alle dagene med mad lavet af lokale råvarer, fortæller Mai Knauer.

Annette Eckmann, august 2024. 

Program 
Torsdag 22. maj:
Afgang fra Københavns lufthavn og ankomst til Frankrig. Vi bliver afhentet i Nice lufthavnen og kørt direkte til Italien med privat indkvartering i Ceriana. 
 
Fredag 23. maj:
Vi mødes om morgenen i Mai Knauers hus, hvor vi skal besøge hendes grønsagshave for at høste grønsager og urter.  Derefter går vi en lille tur i byen Ceriana.  
 
Efterfølgende tilbereder vi frokosten sammen med Mai i hendes private køkken med de ny høstede lokale råvarer. Efter frokosten skal vi besøge en vinproducent, der holder en vinsmagning med naturvine for os i den fineste lille by Dolceaqua. 
 
Om aftenen nyder vi en dejlig middag i byen Bordighera, der også er en fortryllende lille perle.
 
Lørdag 24. maj:
Vi går i køkkenet og er på pastakursus hele dagen hjemme hos Mai. Kurset ledes af pastachef Claudia, Trafficanti di Pasta, fra Torino. Hun er uddannet pastachef – følg hende på @trafficantidipasta eller på facebook Trafficanti di Pasta. 
 
Frokosten og middagen med hjemmelavet pasta, skaldyr og lækre salater tilbereder vi selv sammen med Mai og Claudia. Før middagen smutter vi en tur ud i byen, hvor vi nyder en drink på Star Pop, Ceriana.
 
Søndag 25. maj:
Vi starter med morgenmad på torvet i Ceriana.  Derpå er der mulighed for frit at udforske byen, eller for at sætte sig sammen og netværke. Vi sætter også gang i en kreativ fotoworkshop under ledelse Anette Eckmann og Lisbeth Hjertebjerg. 
 
Sammen vil vi arbejde med at bygge et billede op, redigering og vi skal tale om det at finde sin egen stil og stemning. Vi kan følge maden som Mai Knauer tilbereder til os. Vi opbygger og tager en masse billeder undervejs og nyder efterfølgende maden sammen.
 
Denne dag tilbereder Mai Knauer både frokosten og aftensmaden til os. Vi skal smage på den hjemmelavede is fra byens bedste isbar og slutter af med god kop kaffe. 
 
Mandag 26. maj:
Hjemrejse om formiddagen. Vi bliver kørt til Nice lufthavn, og vi flyver hjem om formiddagen. Mai Knauer kommer med forslag til flyafgange, når vi nærmer os datoen. 
 
Om bjergbyen Ceriana
I baglandet til den elegante by Sanremo på blomsterkysten ligger Ceriana. I 350 meters højde i hjertet af Armeadalen findes den lille bjerglandsby med rigelige mængder af tilbagelænet charme og fuld af lokalt italiensk landsbyliv. Når man går i de snævre gader i den lille by Ceriana – godt 10 kilometer fra den italienske middelhavskyst – er det ikke svært at forstå, hvorfor Mai Knauer og hendes familie har forelsket sig i den lille charmerende bjergby. 
 
Ceriana har 1.300 indbyggere, og den er så lille, at dens stille charme omslutter sig om en, når man fx handler hos en af de tre lokale købmænd, og når folk hilser på hinanden i hovedgaden. Man lærer hurtigt at værdsætte, at byen mønstrer både købmænd, en slagter med lokalt kød og specialiteter, tre hyggelige cafeer og to charmerende restauranter med dagens retter. Der er også en lille skole fyldt med lokale børn – en bank og en isenkræmmer med søm og skruer i små papæsker. I Ceriana får man hele pakken af landsbyliv, inklusiv ældre mænd på bænkene og de gamle damer i sort tøj. 
 
Ceriana (lokalt Çeriana, genovesisk: Çerian-a) er en kommune i provinsen Imperia i den italienske region Ligurien, beliggende omkring 110 kilometer sydvest for Genova og omkring 20 kilometer vest for Imperia. Ceriana grænser op til kommunerne Badalucco, Bajardo, Sanremo og Taggia. Ceriana blev bygget på stedet som et romersk fort, Castrum Colianum (hvorfra navnet Ceriana stammer), og tog sin nuværende form i det 11. og 12. århundrede.