9. juni 2024

6 kokke dyster om Schiøtz Prisen 2024

Steffen Villadsen fra Sjette Frederiks Kro var også med i 2023, hvor han her tilbereder vildt fra Ravnholt Gods over bål. (Foto: Det Fynske Dyrskue).
Schiøtz Jonas
Kok og DMP-medlem Jonas Harboe Frederiksen i 2023-konkurrencen, hvor han havde fundet det håndrevne apparat frem. (Foto: Det Fynske Dyrskue).

Kokke med konkurrencegen, hang til danske råvarer og trang til at træde ud af komfortzonen kan med fordel befinde sig på Fyn søndag 9. juni klokken 10.

Hér vil 6 kokke nemlig dyste i madlavning på bålgrill og uden brug af elektriske apparater – og det bliver muligt for publikum at følge med mens maden laves og der bliver også mulighed for smagsprøver.

Det drejer sig om Schiøtz Prisen 2024 – opkaldt efter Theodor Schiøtz, som stiftede Albani Bryggerierne i Odense – og fynsk øl er én af de ingredienser, som skal indgå. Sidste år indgik bl.a. også vildt fra et fynsk gods – og ellers er det kokkenes fantasi, som skal i omdrejninger.

2023-vinderen Bendix Sixhøj, fra Mark Bistro & Bar i København var således Fyn rundt inden konkurrencen sidste år: Han var blandt andet forbi Nyborg Strand og skovene ved Faaborg, hvor »alt godt fra skoven« blev plukket til retterne. 

Har du lyst til at stille op i dysten, så send en mail 
 
Tour de Kartoffel om lørdag
Schiøtz Prisen indgår i Det Fynske Dyrskue fredag-søndag 7.-9. juni på Dyrskuepladsen i Odense.

Og teltet, der er omdrejningspunktet for kokkedysten, byder også på et gastronomisk indslag lørdag 8. juni kl. 14: DMP’s næstformand, madhistoriker Bettina Buhl og kokken Umut Sakarya giver »Tour de Kartoffel«.

De er begge med i Danmarks Kartoffelråd og vil fortælle om kartoflens rolle i den danske madlavning:
»Udover at fortælle jer om kartoflens historie, vil de også fortælle om kartoflens hemmeligheder, inspirerer dig til at bruge kartoflen på nye måder og fortælle mere om kartoflens betydning ift. bæredygtighed og ernæring«, lover arrangørerne.  
Læs mere om Tour de Kartoffel hér.
Erling Madsen, maj 2024