Alt andet er vand ved siden af Ærø

Danske Madpublicister har været på gastronomisk getaway på Ærø. Ærø er bølgende grønne marker, stejle klinter, kuperede bakker, frisk havluft, vilde urter og blomster, smag og energi – men også ro, nærvær og ikke mindst: Gastronomi.
Vores to dage rummede det hele.

Fyldt med passionerede madhåndværkere

Vi besøgte en række passionerede madhåndværkere og iværksættere. Her er et kort resumé – besøg dem selv, næste gang du gæster Ærø:

Vi havde base hos Mette Meldgaard på Gravendal B&B. En bedre vært findes ikke! I de smukkeste rammer finder man en ro, der går helt ind i sjælen.

Vi smagte kaffe efter cupping-metoden hos Dynamo Kafferisteri. Her rister Martin Herlak specialkaffe af højeste kvalitet.

Hos Hattesens Konfektfabrik er de »lidt firkantede«, og deres genopfundne lakridskonfekt med mindre sukker og mere smage giver mening. Vi fik et fint kig ind i både lakridsfabrik og deres historie.

Ærø har en lang og stolt søfartstradition, og nu kan de også være stolte af Ærø Whisky, som ligger i den hyggelige baggård til Købmandsgården i Ærøskøbing.

Vi tog på sanketur med Mette fra Gravendal og Mads Tang fra Ærø Tang. Han fremstiller fødevarer baseret på tang, fx smagsgiveren garum. Vi spiste de skønneste hotdogs med sankede urter til frokost.

Brødsheriffen, a.k.a. Peter Frölich, har hele sit liv bagt surdejsbrød – og nu har han sit eget bageri. Her står tiden stille. Nyd de stille jazztoner, mens brødene bager færdig.

I den hyggelig have bag bryggeriet smagte vi øl fra Ærø Bryggeri. Her fik vi også historien om både øl og tobak, der siden anden verdenskrig blev rullet til cigarer (men det gør man ikke længere.)

På Lille Søbogård i Søby mødte vi Helle og Jørgen Albertsen. De dyrker purpur nøgenbyg, en gammel kornsort, vi dyrkede i Danmark for 6.000 år siden. Den har et højt indhold af protein og antioxidanter, og smagte fortrinligt i både salte og søde retter.

På Ærø Soap Company har John og Susanna Riach ladet sig inspirere af Ærøs natur og hav, og det giver de fineste sæber og aromatiske saltprodukter.

Vi gik en tur i blæst og regn ved Voderup Klint i selskab med iværksætter og naturformidler Lars Briggs, der fortalte om genoprettelse af den oprindelige natur og afgræsning.

Vi nød den skønneste gourmetmiddag hos Kraut og Koala – en hyggeligt og intimt spisested, der serverer lækker mad lavet af lokale råvarer i sæson. Det tysk-australske par begyndte med en madvogn, men har nu en restaurant med 12 pladser.

Tusind tak til Anette Eckmann for et inspirerende og formidabelt program!
 
Camilla Bojsen-Møller, juli 2025

Tore Jørgensen Grundlægger Af Herslev Bryghus. Økologisk Gårdbryggeri.
Kakaobønner