Lokale smage og stærke steder i Halsnæs
Halsnæs er et skatkammer af gode råvarer og ildsjæle. Det blev tydeligt på en dag, hvor turen gik rundt til en række af spændende producenter og spisesteder, og hvor økologi var den røde tråd.
Fra mikrolandbrug til morgenmad i den gamle kostald
Første stop 29. august var Byaasgaard mikrolandbrug og naturcamping, hvor Kenneth Tang Larsen tog imod os og fortalte om stedet, der både rummer gårdbutik, kaffebar, naturcamping og mikrolandbrug.
Der har været campingplads på stedet siden midten af 1960’erne, men med de nuværende ejere har Byaasgaard udviklet sig til også at være spisested og landbrug baseret på regenerative principper. Landbruget leverer blandt andet til den lokale Restaurant Knud, Økolandsbyen og Grønne Bønner på Nørrebro, mens gårdbutikken sælger forskellige lokale produkter – både fødevarer og keramik.
I caféen, der holder til i den tidligere kostald, fik vi serveret en morgenplatte med lokale produkter. Flere af dem kom fra steder, vi skulle besøge senere på dagen: Gedeost fra Tothaven, brød fra Surfcenter Lynæs samt skæreost og skyr fra Øllingegaard.
En tur i marken
Turen fortsatte ud i marken, hvor Torben Blok introducerede Jens Peter Hermansen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Her blev vi præsenteret for en illustrativ og tankevækkende øvelse, der tydeliggjorde livet for en so i henholdsvis konventionelt og økologisk landbrug.
Husmandskost møder Middelhavet
Næste stop var Landkost i Hundested, hvor husmandskost møder madværksted med inspiration fra danske årstidsbestemte råvarer og Middelhavets varme.
Kokken Daniel Molero Martos og hans hustru Kathrine Hvid Schwarz-Nielsen tog imod os med smagsprøver og masser af begejstring for det, de laver. Kathrine fortalte, at stedet er blevet godt modtaget i byen, og at kunderne prioriterer kvalitets-takeaway lavet fra bunden.
Kvaliteten kommer først, men der arbejdes også gerne efter økologiske principper, og Landkost har opnået bronzemærket i økologi.
Lynæs Madbar og det lokale arbejdsfællesskab
I Lynæs hørte vi historien om de driftige tvillingebrødre, der begyndte med at leje surfbrætter ud og nu, i deres 14. sæson, har sat et markant aftryk på området med fokus på både bæredygtighed og økologiske principper.
At drive forretning i en ferieby som Lynæs er dog ikke uden udfordringer. Efterspørgslen er beskeden uden for sæsonen, men alligevel prioriteres det at holde åbent om vinteren og deltage i blandt andet Kap Halsnæs.
Johan Ingversen fortalte også om udfordringerne ved at rekruttere og fastholde personale på spisesteder. Han beskrev det som at drive en højskole: Mange unge begynder som 14-årige og bliver hængende, indtil de seks-syv år senere flytter til byen for at studere.
På den måde bliver arbejdspladsen også et økosystem, hvor de unge lærer at begå sig på arbejdsmarkedet, og hvor virksomheden tager et socialt ansvar.
Der prioriteres ordentlige råvarer og gerne økologi. Stedet har i dag bronzemærket i økologi, men målet er sølv.
Østers og lokale råvarer hos Restaurant Knud
Hos Restaurant Knud er det ikke graden af økologi, der måles på, men kvaliteten og det lokale ophav.
På terrassen med udsigt til havnen serverede Jens Heding østers mm., og vi hørte blandt andet om mulighederne for at arbejde med økologiske råvarer fra havet. Økologiske østers er ikke realistiske, mens det til gengæld er nemmere at skaffe økologiske muslinger.
Det lokale er centralt, og vi smagte blandt andet lokal tang. Vi blev desuden præsenteret for store østers i forskellige tilberedninger – til stor begejstring omkring bordet.
Geder, gårdmejeri og besøgsgård
På Tothaven kom vi endnu tættere på den lokale fødevareproduktion. Tothaven er både besøgsgård, landbrug og fødevareproducent – og et af blot fem gårdmejerier i Danmark.
Pernille Feilberg og Jakob Feilberg Olsen overtog gården for 12 år siden, og i dag producerer de blandt andet is, yoghurt og oste med økologisk mælk fra gårdens 24 geder. Der fremstilles omkring 500 kilo ost om året, som både kan købes i gårdbutikken og nydes i caféen.
Vinmarker og frivillige på Garbolund
Sidste stop var Garbolund Vinbar og Butik i Gl. Annisse. Gården ligger omgivet af vinmarker, som gæsterne kan besøge, og hvor det også er muligt at overnatte i smukt placerede shelters. Gården ligger på pilgrimsruten til Esrum Kloster.
Garbolund drives af Jette Haugaard, Rigmor Westh Baagøe og Bertel Baagøe med en mission om at få så meget liv ind i livet som muligt – ikke mindst gennem mødet med de mennesker, der kommer forbi. Det gælder også de omkring 60 frivillige, som deltager i høsten.
Udbyttet er cirka 12 tons druer, som giver omkring 6.000 flasker vin. I tråd med dagens tema drives Garbolund økologisk.
Et festmåltid som afslutning
Dagen sluttede med et festmåltid i den smukke gule lade, hvor musik bød os indenfor.
Maden kom fra Rabarbergården. Først fik vi salat med makrel, marineret hokkaido og surdejsbrød på ølandshvede.
Derefter fulgte kylling med kartofler, majroer og palmekålssalat. Til maden fik vi et glas hvidvin fra de marker, vi netop havde besøgt.
Under middagen holdt Gitte Breum tale. Det blev en hyldest til økologien, som hun indledte med ordene: – Jeg bærer økologien i mit hjerte.
Men talen var også en hyldest til dagens værter og til de mange andre producenter, spisesteder og madhåndværkere i Halsnæs.
For netop her opleves det tydeligt, hvordan måltidet er et produkt af jorden, håndværket og naturen.
Gitte Breum stillede til sidst spørgsmålet: Smager økologi bedre? Nej – men det gør den, når vi kender historien.
Og historier fik vi i sandhed med hjem i imponerende mængder.
Cathrine Ilsøe, september 2026














