Markvandring og social dining på Klippingegård

En sensommeraften onsdag 10. september på Stevns blev markerne omkring Klippingegård forvandlet til rammen om DMP’s spændende event, der handlede om grøntsager, kål og landbrug.
 
Landmand William Perch Nielsen er fjerde generation på gården. Markerne er opdelt i mindre områder, og her dyrker han de forskellige kvalitetsgrøntsager. Nogle er kendte sorter, andre er gamle og glemte som fx frilandstomaten Dansk Export.

William er inspireret af både økologiske og regenerative principper, og arbejder med sædskifte og efterafgrøder for hele tiden at give jorden mere liv og styrke biodiversiteten. Fx gødes jorden med en »kompost-te« brygget på hønsemøg og efterafgrøder.
 
Grøntsagerne afsættes til kunder i København – herunder en række restauranter fx Lille Bakery og Amator – samt i gårdbutikken.
 
Bløde regndråber og sprød majroe
Med bløde regndråber mod pavillonens teltdug lagde vi ud med en hapser bestående af en sprød majroe, Shiso-creme og blad krydret med egen dyrket sichuanpeber. Kokken bag aftenens middag på marken midt mellem afgrøderne var australske Scott Chancellor.

Han har erfaring fra bl.a. gourmetrestauranterne Relæ og Amass og sin egen B&B. I dag er han farmer på Klippingegård og kok i pop-up restauranten The Patch Kitchen.
 
Markvandring blandt farvestrålende kålplanter
Efter en skøn forret med friteret squash, tomatrelish og grønne tomater samt en rigtig cloth-bound engelsk cheddar, gik vi på markvandring med William, der blandt farvestrålende kålplanter fortalte om tankerne bag dyrkningen af både kendte såvel som mindre kendte afgrøder.

Gennem året høster de asparges, majs, tomater, kartofler, jordbær, mange slags kål og salater og meget mere. Vi plukkede vores egne gave i form af fine sprøde majroer, og sennepssalater, lige til at tage med hjem.

Tilbage ved bordet ventede en fantastisk hovedret med dehydrerede, marinerede og grillede rødbeder serveret med tomat, solbær og bronzefennikel. Der kom også skønne forskelligt farvede kartofler med miso dressing og en fennikel-æblesalat med tahin på bordet.
 
Vilde blommer og gåsefod
Vind og vejr var med os, trods truende skyer og en lille byge. Regnen var væk, og solen kiggede (næsten) frem gennem skyerne, mørket sænkede sig over Stevns, mens vi nød et stykke mandeltærte med vilde blommer og epazote/vellugtende gåsefod, en plante med rødder i Mexico, og som her på Klippingegård vokser i marken.

Mens solen stille og roligt gik ned, og mørket sænkede sig over markerne – fortsatte den gode snak. Vindstille og 18 grader, klokken 20, sørgede sammen med stearinlys og lyskæder for en stemningsfyldt afslutning på en magisk aften. STORT TAK til Klippingegård og The Path Kitchen.
 
Camilla Bojsen-Møller, september 2025
 
Besøg selv gårdbutikken:
Klippingegård 
Bjælkerupvej 165
4672 Klippinge
 
Følg med:
@klippingegaardstevns
@thepatchkitchen

Klippingegård2
Tore Jørgensen Grundlægger Af Herslev Bryghus. Økologisk Gårdbryggeri.
Kakaobønner