Marokko møder Danmark – med maden som middel til integration
Det er naturligvis essentielt, at en kogebog giver læserne lyst til at gå i gang med selv at lave retterne. Men når man læser »Mors marokkanske mad – overleveret gennem generationer«, så er det lige før man løber til køkkenet:
Fotograf Jeanette Philipsens delikate og farvestrålende billeder i kompagniskab med layoutet er så indbydende, delikat og inspirerende.
Mad, integration og fællesskab
Bogens forfattere, søstrene Jamila Mohammadi og Khadija Al Mohammadi – som også leverede maden til DMP’s seneste generalforsamling – giver en forrygende indføring i det marokkanske køkken.
Et kendetegn for dette køkken er bl.a. brugen af tagine, det trekantede »gryde« – men retterne er tilpasset, så de også kan laves i en almindelig gryde.
Det nordafrikanske køkken bliver dermed integreret med det danske – og netop integration er ét af bogens temaer.
Søstrene konstaterer også, at integrationen har gjort, at rigtig mange ingredienser i dag sælges hos supermarkeder og grønthandlere.
Det er også en familiehistorie set fra kødgryderne, hvor maden har samlet familien – og det er ikke mindst en historie om, hvordan maden har hjulpet med til integration i det danske samfund.
Søstrene indleder da også afslutningen således: »Maden i denne bog handler ikke kun om smag og opskrifter – den er en invitation til at skabe fællesskaber, til at byde velkommen og til at skabe nye minder, ligesom vores familie har gjort det gennem generationer.«
Og et andet sted i bogen citerer forfatterne DMP-medlem Helle Brønnum Carlsen: »Mad er så meget mere end bare næring. Det er glæde, sanselighed og en måde at dele livet med andre på.«
Finesser og anekdoter
En fin finesse er, at flere teknikker i bogen via en QR-kode fører til videoer på YouTube, hvor de vises. Og i bogen er flere teknikker også illustreres i en billedguide.
Opskrifterne suppleres med fine introduktioner til retternes og råvarernes historie, krydret med anekdoter, som f.eks. den om søstrenes mor, Rahma El Massoudi, der af et barnebarn blev opfordret til at deltage i en konkurrence foran en butik. Men en kniv som hjælper kreerede hun Rødovres længste æbleskræl …
I en tid, hvor der er fokus på det grønne køkken, så er bogen, der også har mange retter med kød, også en god vejviser til sund mad.
Jamila Mohammadi og Khadija Al Mohammadi: »Mors marokkanske mad – overleveret gennem generationer. 169 sider. 229,95 kroner. Muusmann Forlag.
Erling Madsen, juni 2025



