30. oktober 2023

Kokkenes Kokketalent 2023: 6 i dyst

Via 2 masterclasses har 6 unge talenter kvalificeret sig til finalen. (Foto: Fonden Dansk Gastronomi).

Vigtigheden af det gode håndværk og de klassiske retter er omdrejningspunktet, når 6 talentfulde kokke mødes i Kokkenes Kokketalent 2023 mandag 30. oktober hos Danish Crown i Randers.

 

»I en nervepirrende kamp om smag, skal seks dygtige kokkeelever udforme, tilberede og afleverer en ret med mindst to elementer, som de har taget med sig fra forudgående masterclasses, der blev afholdt i København og Aarhus tidligere på måneden.«, skriver arrangøren Fonden Dansk Gastronomi i en pressemeddelelse.

 

De har 4 timer til opgaven – og får undervejs en ekstra, hemmelig opgave, der skal medtænkes i den endelige aflevering.

 

Vinderen af Kokkenes Kokketalent kan se frem til hovedpræmien, som består af en tredages klassisk, gastronomisk dannelsesrejse med ledsager til Paris. Turen inkluderer to overnatninger samt måltider på byens klassiske brasserier og restauranter. 

 

De stiller op:

• Bjørn Hajk Demstrup, Fasangården.

• Georg Keil, Restaurant Maison.

• Tindra Soderberg, Madklubben Vesterbro.

• Ask Emil Aagaard, Restaurant Hærværk.

• Philip Zargahi, Restaurant ET.

• Sofie Kragelund, Madklubben Aarhus.

 

I dommerpanelet finder vi bl.a. Steffan Villadsen, Thomas Pasfall, Jens Peter Kolbech og Mette Dahlgaard.

 

Om Fonden Dansk Gastronomi

Fonden Dansk Gastronomi arbejder for at fremme dansk gastronomi og højne niveauet i branchen. Dette opnås gennem støtte til lovende danske kokke, der får mulighed for videreuddannelse gennem kurser og studieophold i både Danmark og udlandet. 

Fondens mål er at fastholde og løfte dansk gastronomi til et internationalt niveau. Derudover sponsorerer fonden konkurrencer og fødevarerelaterede arrangementer. 

Fonden uddeler hvert år den prestigefyldte pris Kokkenes Kok, som i år blev tildelt Claus Henriksen fra Mota. 

Fonden Dansk Gastronomi repræsenteres af en række førende kokke fra danske restauranter samt fødevarevirksomheder som Danish Crown, Jacobsen og Arla Unika. Disse kokke bidrager ulønnet til fondens arbejde, hvor samarbejde og kreativitet udfolder sig for at gavne hele branchen.