18. marts 2024
Årets Økopris til forlystelsespark!
En forlystelsespark og økologi! Dét lyder ikke som en gangbar kombination.
Men den er god nok – og Fårup Sommerland fik mandag 18. marts Årets Økopris fra Økologisk Landsforening.
Går mod branchenormen
– Det er mange år siden, vi besluttede at satse på lokale og økologiske kvalitetsråvarer i det omfang det er muligt, i en branche, som ikke er særlig kendt for at have kvalitetstilbud i madudvalget, sagde Ole Roed, som er food and retail chief.
Det gjorde han ved overrækkelsen i forbindelse med den årlige branchemiddag, som fandt sted på Skarrildhus Sinatur Hotel & Konferencecenter syd for Herning.
10 års hårdt arbejde
For 10 år siden åbnede parken en pastabod, som fik det økologiske guldspisemærke og siden har der været arbejdet på at få økologi ind alle steder:
– Ole Roed og hans team i Fårup Sommerland har gjort et enormt arbejde for at kunne ansøge om Det Økologiske Spisemærke i bronze. De viser både stort mod og vedholdenhed, også når det ikke har været nemt, sagde Torben Blok, som er markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening og DMP-medlem.
3 var nomineret til prisen
Ole Roed var bl.a. nomineret til prisen for sit banebrydende arbejde i Danmarks første forlystelsespark med økologien i fokus. Han har også udfordret leverandørerne til at skaffe økologiske produkter, han har vist mod. Vilje og stædighed – og så er han altid parat til at hjælpe andre.
De øvrige nominerede: Uffe Truelsen fra Køkkenkultur, samt Marianne Vilsbøll Jacobsen, regionschef i Kost- & Ernæringsforbundet, og Alice Linning – begge frivillige i Ege Division, Det Danske Spejderkorps.
Erling Madsen, marts 2024.