23. maj 2024

På besøg i proteinhimlen

Torsdag 23. maj afviklede DMP et SOS-event (Spis Og Snak) hos den kendte og populære slagter og TV-kok Michael Museth, Butcheria på Amager.

16 dedikerede medlemmer fik en lærerig og stemningsfyldt aften med dejlig mad og networking på programmet. Et af tidens store spørgsmål er: Kød – hvor meget og hvor lidt? Og i hvilken »indpakning«?

Michael brænder i sagens natur for slagterfaget, kød på bordet og Nose-to-Tail – brug det hele, kig tilbage i tiden – spis grød en dag om ugen og spis bedre kød og kød i alle udskæringer. Og ikke mindst charcuteri, pølser og skinke- i papirstynde skiver.
 
Fokus på N’duja-pølsen
Michael satte fokus på N’duja, en krydret fermenteret og røget svinepølse, oprindeligt fra Calabrien i Italien. N’duja er smørbar a la en dansk leverpølse og den kan bruges som smagsforstærker – rygende hot p.gr.a. den lokale chili, der skal være i pølsen – og med masser af umami. Smør den på bruschetta, lunet dryppes den på hummus og på pizza er N’duja genial.

Vi nød husets velsmagende charcuteri, dips og olien – det gode brød og spaghetti med tomat og N’duja »ragout« – loads af basilikum og en sky af parmesanost. Overraskende enkel ret fyldt med velsmag – ikke mindst spaghettien og tomatsaucen fra Made by Mama @madebymamait samlede smagen i den, for mange af os, nye spareret – med meget begrænset kødindhold.
Stor tak til Michael & crew samt stemningsfyldt baggrund i form af lokalt rap-band der bl.a. rappede på ordene pasta og hahaha… N’duja!
Lisbeth Wassmann, maj 2024

Michael Museth
Michael Muset - gav også en beretning om hvorfor det er vigtigt at holde det gamle slagterhåndværk i live. (Foto: Lisbeth Wassmann).
Charcuteri og gammelt slagerhåndværk på brættet. (Foto: Lisbeth Wassmann).
Deltagerne
16 deltog i DMP's SOS-event hos Butcheria. (Foto: Anette Eckmann).
Pasta
Pasta med den italienske N'duja-pølse som smagsforstærker. (Foto: Lisbeth Wassmann).