3,8 millioner kroner skal fastholde unge i restaurationsbranchen

Morgendagens Madtalenter skal være med til at fastholde unge i branchen. (Foto: Sofie Due Rasmussen/FOOD).

Når Brancheanalysen 2024 fortæller, at en alvorlig hurdle for restaurationsbranchen er mangel på arbejdskraft og restaurationerne derfor bl.a. skal skabe attraktive arbejdspladser, så kommer 3,8 millioner kroner som et bidrag til dette område.

Pengene kommer fra Tuborgfondet og går til Food Organisation Denmark (FOOD), som vil bruge dem på Morgendagens Madtalenter.

»Det innovative acceleratorprogram har til formål at støtte unge madentreprenører i Danmark og hjælpe dem med at fastholde og udvikle deres drømme og karriere i restaurationsbranchen.«, skriver FOOD i en pressemeddelelse. 

Og videre hedder det: »Projektet forventes at nå 300 unge madentreprenører over tre år og skabe et fundament for, at de kan udvikle sig både professionelt og personligt. De unge vil præsentere 30 nye restaurantkoncepter ved Copenhagen Cooking og Food Festival, invitere til en række pop-up restauranter med egne koncepter og menuer – og derudover vil projektet afholde netværksarrangementer og workshops med etablerede madprofiler og branchefolk.«
 
Fastholdes i branchen
FOOD fortæller om målet: »Morgendagens Madtalenter er designet til at imødekomme de udfordringer, som unge madentreprenører står overfor i overgangen fra uddannelse til egen virksomhed. Mange oplever mangel på støtte, sparring og netværk, hvilket fører til, at flere forlader branchen. Projektet vil skabe en stærk platform, hvor unge talenter kan få adgang til de nødvendige ressourcer og netværk samt den faglige udvikling, der skal til for at realisere deres drømme.«

Målgruppen er unge mellem 20 og 30 år og projektet starter 1. november 2024 og deltagerne får undervejs støtte fra erfarne kolleger.
 
Medarbejder og arbejdsgiver ser muligheder
Elisabeth Madsen, der som 22-årig var med, da Brian Mark Hansen vandt Bocuse d’Or, kan godt se fordelene ved Morgendagens Madtalenter:

– Som ung kok er det en kæmpe udfordring at finde plads til at udfolde sine idéer og drømme i en branche, hvor alt går hurtigt, og der er mange om buddet. Jeg har altid haft store ambitioner, og Morgendagens Madtalenter giver mig en unik mulighed for at prøve mine koncepter af i virkeligheden – uden den økonomiske risiko, man normalt står overfor.

Hun fremhæver også sparringen med de bedste og netværket.

Rasmus Munk, chefkok og medejer af Alchemist, ser også som arbejdsgiver nogle store fordele:

– De unge madtalenter er fremtidens drivkraft i vores branche, og deres succes afhænger af den støtte, vi giver dem i dag. Morgendagens Madtalenter er et vigtigt skridt i at sikre, at de får de rette værktøjer og det netværk, de har brug for, så de kan realisere deres potentiale og sætte deres præg på gastronomiens fremtid.
 
Unge med lyst til at deltage, kan melde sig hér.

Læs mere om Brancheanalysen 2024 hér.
 
Erling Madsen, oktober 2024

Tore Jørgensen Grundlægger Af Herslev Bryghus. Økologisk Gårdbryggeri.
Kakaobønner