4. december 2024

En dag i Marcipanens Univers: Besøg hos Odense Marcipan og Skovdal Nordic

Blå Dragter
Madpublicister klædt på til besøg på Odense Marcipans fabrik.
Præsentation
Marketing Manager Gitte Elkær Bruun gav et indblik i Odenses brandstory. (Foto: Lisbeth Hjertebjerg).
Inge Skovdal bød på fotostyling i Skovdal Nordics fotostudie. (Foto: Lisbeth Hjertebjerg).
Inge Skovdal gav gode råd til konfektfotografering. (Foto: Lisbeth Hjertebjerg).

Madpublicister fra hele landet mødtes onsdag eftermiddag 4. december hos Odense Marcipan.

 

Her er man markedsleder indenfor bl.a. marcipan – og via et bredt sortiment indenfor bage- og konfektverdenen »gør de det let at gøre det lækkert«.

 

Fra mandel til marcipan
Vi indledte besøget med en spændende rundvisning af fabrikschef Johnny, der tog os igennem hele produktionen. Der er faktisk kun tre råvarer, der går ind på marcipanfabrikken: mandler, abrikoskerner og sukker – men de omsættes til gengæld til ca. 160 forskellige marcipantyper.

 

Vidste du fx, at abrikoskerner bidrager med bitterhed i smagen og gør marcipanen bagestabil? Det er vigtigt, når man bager kransekage og andet i både private køkkener og de professionelle bagerier. Derfor tilsætter man abrikoskerner til bagemarcipan. Modsat den ikoniske Original Odense Marcipan, som alle kender fra supermarkedet, der indeholder 63 % mandler.

 

Vi så smuttemaskiner, der fjerner hinden på mandlerne, og vi lærte, at man ved at skyde på mandlerne med laserlys kan sortere efter farve og kvalitet! Kvaliteten testes løbende, og arbejder man i produktionen på marcipanfabrikken, må man være indstillet på at smage løbende på marcipanen! (Hvem ville ikke gerne have dét job?!)

 

Et blik på Odenses brandunivers
Efter rundvisningen gav Marketing Manager Gitte Elkær Bruun et indblik i Odenses brandstory, markedssituation og sortiment. Størstedelen af salget er koncentreret i månederne op til jul, så naturligvis arbejder man med at brede salget ud til andre anledninger end konfekt og kransekage. Og faktisk var det »blot« hver 3., der lavede konfekt sidste jul.

 

I dag er Odenses sortiment bredt – fra marcipan og chokolade til dessertsaucer, pyntestøv og knas.

 

Konfektworkshop hos Skovdal Nordic
Med marcipanbrød i maven kørte vi til Skovdal Nordics fotostudie, hvor Inge Skovdal & co. holder til. På 1664 m2 og i to etager – og med en »regi-himmel« med et væld af kopper, glas osv.

 

Nu stod programmet på konfektworkshop.
Vi trillede, rullede, tempererede chokolade, dyppede, pyntede, mens Inge fortalte om det langvarige samarbejde med Odense Marcipan. Om hvordan hun tager reklamebureauets idéer og Odenses egen konditors opskrifter og omsætter det til lækre indbydende fotos. Resultaterne af dette arbejde ses bl.a. i opskriftsbrochurer, på sociale medier og på Odense Marcipans hjemmeside.

 

Vores egne konfekteksperimenter blev også fotograferet, og Inge gav tips og tricks til styling og lys.

 

Netværk når det er bedst
Vi rundede arrangementet af med gode salater og en bid ost ved det smukkest pyntede bord, der også indeholdt keramik lavet af Inge. Også her var der tid til gode snakke, og alt i alt bød dagen på en perfekt blanding af ny viden, brugbar inspiration og godt netværk.

 

Stor tak til både Odense Marcipan og Skovdal Nordics for at invitere!

 

Camilla Bojsen-Møller december 2024
Find mere info på:
Odense Marcipans hjemmeside.
Skovdal Nordics hjemmeside.