9. november 2023
DMP’s julefrokost på Villa Copenhagen
Årets ikoniske julefrokost 2023:
Aldrig har vi været så mange tilmeldt en julefrokost i DMP-regi. 35 madpublicister mødtes på det fem-stjernede hotel Villa Copenhagen lige ved Hovedbanegården, hvor der ventede en ganske særlig oplevelse.
5 køkkener og 1 bageri
Hotellet åbnede dørene i 2020 i det gamle hovedsæde for Post- og Telegrafvæsenet. Hotellets atmosfære emmer af #contrast, #conscious luxury og #happiness, som samtidig er grundstenene i det kulinariske udbud, som består af 5 køkkener samt bageriet RUG.
Head baker Gonzalo Guarda (en argentiner med en fortid hos både Noma og Meyers Bageri) indledte med at fortælle om hverdagen i Bageriet RUG, hvorefter Kulinarisk Chef Per Voss tog os på en spændende rundvisning i nogle af hotellets smukke rum og ikke mindst op til den ikoniske pool (som selv i regnvejr havde 100% instagram-tække).
Derefter ventede en herlig tre-retters menu i restauranten Kontrast, hvor hyggelig snak lød ved alle borde.
Overdådig goodiebag
Til slut fik alle en flot og overdådig goodiebag fra bl.a. Bungalow, Knorr, Hellmann, Marion Gårdoste og Delikatesser, Villa Copenhagen, Spis Bedre, Mikkeler Chokolade, Valsemøllen samt Ostesnak – samt diverse hjemmebag fra andre madpublicister.
Tak til Anette Eckmann for at arrangere en indholdsrig, inspirerende og fabelagtig julefrokost.
PS. Skulle du få lyst til en kop kaffe og en legendarisk kardemumme-snurre eller en berømmet feta-spinat snegl, er Bageriet Rug åbent for alle, der kommer ind fra gaden.