Madkulturen: Mobilen er blevet en vigtig ingrediens i måltidet
Mobiltelefonen er blevet en vigtig del af danskernes middagsmåltid. I hvert fald viser den årlige rapport fra Madkulturen, at hver 8. tager mobiltelefonen frem under aftensmåltidet – uanset om der er gæster eller ej. Det er en tredobling siden 2017.
Siden 2015 har Madkulturen lavet den årlige befolkningsanalyse af mad- og måltidsvaner; 2.156 har svaret på spørgsmålene. Årets tema er »måltiderne som daglig ramme« med særlig fokus på aftensmåltidet.
Afslappet forhold til måltidet
Udover mobiltelefonens indtog, så har danskerne fået et mere afslappet forhold til aftensmåltidet:
»For det andet har vi generelt fået et mere afslappet forhold til rammerne omkring aftensmåltidet. Vi går mindre op i bordskikke, og flere har et måltidsideal, hvor man ikke forventer lige så meget af måltidsrammen. Det afspejler sig fx også i, at det bliver mere almindeligt at invitere gæster på et måltid i sofaen, evt. med takeaway på menuen.«
Videre konstateres:
»For det tredje er der nu væsentligt flere samboende, som spiser hver for sig på en typisk aften. Måske som resultat af sociale forandringer i måden, vi bor og organiserer familierne på – og at vi hver især prioriterer individuelle gøremål over hensynet til spisefællesskabet derhjemme. Til gengæld er vi mere engagerede, når vi spiser sammen. Vi gør mere ud af madlavningen, og vi sidder længere sammen ved måltidet.«
Udhules måltidet som institution?
Disse 3 konklusioner gør, at Madkulturen med bekymring ser på fremtiden, hvis tendensen med at skrue ned for forventninger og energien der investeres i et fælles måltid:
»Hvis måltidet som institution bliver udhulet, kan det miste sin tiltrækningskraft som et samlingspunkt i vores sociale liv og som et omdrejningspunkt for vores fælles madkultur. Og det kan igen gå ud over vores engagement i maden og råvarerne, der i forvejen er udfordret.«
Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen, skriver supplerende:
»Den personlige opfordring herfra må derfor lyde: Tag de fælles måltider alvorligt. Ikke bare aftensmaden hjemme i familien, men også frokosten med kollegerne og den arrangerede fællesspisning, der åbner måltidsfællesskabet op, og som særligt søges af mange unge.«
Fakta fra rapporten
· 585.000 spiser alene ved alle dagens måltider
· 1.275.000 spiser aftensmad alene (det er 3 ud af 10).
· Samværet ved aftensbordet har en stærk værdi
· 6 ud af 10 foretrækker at spise med andre
· Morgenmad og frokost springes ofte over – men indtages af henholdsvis 72 % og 73 %
· Natmad er en sjældenhed: indtages af 4 %
· Halvdelen af danskerne snacker og spiser mellemmåltider – men færre unge gør det
· 97 % spiser aftensmad
· Vi bruger 28 minutter på at spise aftensmad
· At sige tak for mad går 8 ud af 10 ind for som den vigtigste bordskik
· Top 5 for aftensmad: 1. Rugbrød med pålæg. 2. Kylling med tilbehør. 3. Pizza. 4. Pasta med kødsovs eller lasagne. 5. Andre pastaretter. Her har kylling og andre pastaretter fortrængt sandwich og burger fra listen i forhold til 2023.
Erling Madsen, december 2024
Der er masser af spændende tal og tendenser at dykke ned i. Du kan læse hele rapporten hér.