2. september 2024

Overraskende DMP-Masterclass med vanilje

Den ene duftede af sveske, portvin, tørrede frugter. Den anden af anis og karamel. Forskellen var tydelig mellem tahiti- og bourbonvaniljestængerne fra Mette Ravn Vanilje.

Egen vaniljefarm
Og det var netop Mette, der indviede os i vaniljens univers. Mette elsker vanilje. Hun har skrevet en bog om vanilje og har sin egen vaniljefarm i Tanzania. 

Hun indledte DMP’s masterclass med en engageret og spændende fortælling om de aromatiske vaniljestænger, der er resultatet af håndbestøvede orkidéblomster, individuel høstning og nøjsom håndtering efterfølgende, før de lander i køkkenet.

Vildt: kartoffelmos med vanilje!

Bagefter tog kokken Birgitte Kampmann fra @mykitchennotes os med i det salte køkken, hvor vi i grupper syltede grønne tomater med vanilje, tilberedte kammuslinger med kantareller og vaniljesalt, stegte franske Label Rouge-høner med friske figner, portvin og vanilje serveret med (måske aftenens største overraskelse) kartoffelmos afrundet med vanilje.

I salatskålen lå Birgittes hjemmedyrkede salat.

Kæmpe tak til både Mette og Birgitte, der begge er medlemmer af Danske Madpublicister, for en smagfuld, lærerig og inspirerende aften. 

Camilla Bojsen-Møller, oktober 2024

Rift om at fotografere forretten: Kammuslinger med vaniljesalt.
Kokken Birgitte Kampmann, th. overraskede med kartoffelmos med vanilje! Th. Chrisgtina Vorsholt. (Foto: Lisbeth Wassmann)
Grønne tomater indgik også - og i Mette Ravns bog »Bogen om vanilje« er der opskrifter. (Foto: Lisbeth Wassmann).
Processed With Vsco With A6 Preset
Mette Ravn fortalte om vaniljen, som dyrkes flere steder i verden - ofte under barske forhold, hvor vejret og pengemænd kan spænde ben. (Foto: Lisbeth Wassmann).