Fremstød for franske kyllinger med Label Rouge
Med støtte fra EU bliver der nu slået et slag for franske kyllinger og æg, der er certificeret med Label Rouge: Forbrugerne i Danmark, Sverige, Holland, Belgien og Tyskland er målgruppen.
– Nutidens forbrugere efterspørger i stigende grad sunde, velsmagende måltider af høj kvalitet og råvarer, som kommer fra en ansvarlig produktion og det gør fjerkræ, der er Label Rouge-certificeret, oplyser Associated Advisor Anne Juel Christensen på vegne af Label Rouge.
Og for at forbrugeren kan se, hvordan de færdes ude, så er der live-kameraer fra 20 af de 6.000 fjerkræfarme, hvor man kan følge kyllingerne udendørs fra klokken 11 til de lægger æg.
Dyrevelfærd i fokus
Kampagnen slår bl.a. på, at fritgående fjerkræ er en meget bæredygtig produktionsform med dyrevelfærd i fokus.
Kyllingerne går ude hele året, de har adgang til planter, buske etc., og det styrker også biodiversiteten. De skal minimum have 1 hektar (10.000 m2) at gå på – og det betyder, at jorden mindst lagrer 2,35 ton CO2 om året.
Afstand mellem gård og slagteri må højst være 100 kilometer og højst tage 3 timer. I hønsehusene, hvor de sover i små rum på halm, må der højst være 11 kyllinger per m2. Opdrætstiden er minimum 81 dage for kyllinger og 94 dage for perlehøns.
Label Rouge har eksisteret siden 1960’erne og har gjort, at mange lokale racer er blevet bevaret.
På hjemmesiden, som ikke er helt færdig, kan du bl.a. møde nogle af opdrætterne og få opskrifter af den danske kok Jesper Volmer.