Gastronomisk danmarkshistorie gennem 50 år

Marianne Kastberg og Kirsten Høgh Fogt med den første og den nyeste udgave af God Mad, som er udkommet i 50 år. Jubilæumsudgaven er med frikadeller og kartoffelsalat på forsiden. (Foto: Erling Madsen).

Den er imponerende og den er perfekt! Og så er det et stykke gastronomisk danmarkshistorie.

Så enkelt kan det siges, når det gælder kogebogen »God Mad Let At Lave«, som 1. september kom i 50 års jubilæumsudgave.
Og imponerende nok, så er det Marianne Kastberg og Kirsten Høgh Fogt, der har stået for indholdet i de 25 af årene.

– Jeg kalder det »en usnobbet, folkelig kogebog« – og da den begyndte at udkommer i 1970’erne var det én af de første, moderne, folkelige kogebøger, siger Kirsten Høgh Fogt, som også er kasserer i DMP.
 
Da auberginer ikke fandtes i butikkerne
Kigger man gennem de 50 års bøger, så fortæller de, hvor meget der er sket på den gastronomiske og ikke mindst ernæringsmæssige side.


– Da vi startede, så var der ikke auberginer og rodfrugter var noget, man kom i supper, siger Kirsten Høgh Fogt med et smil.
 
Du får det hele overskueligt serveret
De to forfattere har mødt hinanden på Suhr’s Husholdningsskole og de har brugt deres mavefornemmelser suppleret med inspiration fra eleverne, når de har lavet nye udgave.


Bogen er især beregnet på skoleelever og unge, som flytter hjemmefra og godt vil lave god, sund og billig mad uden de nødvendigvis har den store viden om madlavning.


Derfor er den bygget op med overskuelige gennemgange af bl.a. mål og vægt, dagens måltider, madplaner, holdbarhed, ernæringsmæssige egenskaber og god køkkenhygiejne. Og spækket med opskrifter.
 
Den grønne bølge
Grønne hovedretter, minimer madspild og det klimavenlige køkken er aktuelle emner, som er kommet med i den nye udgave:


– Vi skriver i bydeform og i korte sætninger. Og vi ser på, hvad man kan få i supermarkedet, fortæller Kirsten Høgh Fogt, og tilføjer, at der også skeles til, at det skal være »holdbare« retter og ikke kortvarige modeluner.


Men det betyder ikke, at der ikke følges med tiden: Udover de grønne indslag, så var der tidligere en emneoversigt til at slå op i, men i erkendelse af, at de fleste googler, er den droppet.


Men det er nu alligevel en særdeles gedigen bog: 688 sider for 350 kroner. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i samarbejde med Danmarks Lærerforening.


Udgaverne gennem 50 år findes på masser af danske hylder, og forlaget kalder da også bogen for »danskernes yndlingskogebog i mere end 50 år«.

Det er i sig selv da også en præstation at holde sig på toppen så mange år!
 
Erling Madsen, 11. september 2023
 

8 1.jlr.pg
4 2.lr
12 Lr
Tore Jørgensen Grundlægger Af Herslev Bryghus. Økologisk Gårdbryggeri.
Kakaobønner