Skulle vælge mellem Paris og Mexico – men valgt Rødovre …

Rasmus Lund Jonasson i vinkælderen, hvor især Italien er repræsenteret og typisk ved producenter, han kender personligt. Men også kendte mærker fra flere lande er på vinkortet. (Foto: Erling Madsen).

Han sad i Italien og overvejede 2 tilbud: Fra Paris og Mexico – men han endte i Rødovre.

 

Rasmus Lund Jonasson havde tilbragt 6 år ude i verden: i New York og Lombardiet i Italien, hvor han sad under corona-nedlukningen.

 

Og mens han sad og overvejede de 2 job på restauranter, nåede han frem til, at han trængte til at komme hjem til familien i Danmark.

 

Han er opvokset i Albertslund og både hans far og bror bor i Rødovre – og efter 26 år med samme ejer, blev Espehus Kro i Rødovre udbudt og hans far sendte ham et link om det. 25 lagde billet ind på at overtage det 125 år gamle traktørsted, der trængte til at få den kulinariske standard løftet betragteligt.

Men også det indvendige har fået en overhaling, så bl.a. de gamle klinkegulve og vægge er kommet til syne.

 

Søvnløse nætter og Årets Sild

Samtidig er Københavns vestegn nok mest kendt som et pizza- og kebabland, så det var modigt at ville rejse en forretning, som var kørt ned, ved hjælp af højt niveau på mad og vin:

 

– Jeg har aldrig haft så mange søvnløse nætter som efter jeg sagde ja, erkender han da også.

Og det har været 2 år, hvor han fortæller at det har gået op og ned – men optimismen har han i behold – og kort før jul erklærede dagbladet Børsens madanmelder Ole Troelsø således: 

 

»Fuldstændig fremragende sild lavet helt fra bunden i Christiansøpige-stilen men endnu bedre; fast konsistens og mild smag med selskab af bittersød mandarin. Årets Sild! Et helhjertet bud på den perfekte pariserbøf omend min religion dikterer skjult brød, men det er blot en detalje i dette fremragende stykke. God færøsk røget laks med frisk peberrod. Tak for mad.«

 

Vild med vin

Smørrebrødet har fået en renæssance og som ovenstående sildemad viser, så giver Espehus Kro de kendte stykker en fornyet twist. Eksempelvis rummer kortet »Sol over Rødovre«.

 

Spørger man restauratøren og køkkenchefen hvad hans køkken er, så lyder svaret: – Det er et verdenskøkken – men ikke fra alle lande.

 

Megen inspiration har han hentet i Italien, og kigger man ned i restaurantens vinkælder, så er Italien også godt repræsenteret på vinkortet. Her møder du mange knapt så kendte producenter – men de har dét tilfælles, at han kender dem personligt, og kortet rummer også mere kendte producenter fra flere lande:

 

– Alt er valgt efter hvad jeg godt selv kan lide. Vi har vine fra 350 kroner til 6.000 kroner – de dyre vine tjener vi mindre på, fordi vi gerne vil give kunderne en oplevelse, siger den vinbegejstrede restauratør.

 

Symfoni af smagsoplevelser

Senest har Rasmus Lund Jonasson ansat barndomsvennen Birk Voss som restaurantchef: 

 

– Jeg har en vision om at genfortolke de klassiske kroretter og bringe dem tilbage til deres oprindelige storhed. Krebinetten, den forlorne skildpadde og andre sjældne danske delikatesser. Rasmus er fænomenal til det køkken og det drømmer jeg om at se mere af herude, siger Birk Voss.

 

Og sammen lover de to, at gæsterne føres »igennem en symfoni af smagsoplevelser og enestående service.

 

Jazz i haven om sommeren, hjemmelavet julemedister ud af huset, juletræssalg, nytårsarrangement og et mindre selskabslokale (hvor DMP’s generalforsamling 7. marts 2024 skal foregå) er andre tiltag i det gamle traktørsted.

 

Her var engang planteskole, og i

et rundt vindue fra dengang ses en lilje – så den er i dag blevet til logoet for Espehus Kro.

 

Udfordrer normer og gæster

35-årige Rasmus Lund Jonasson var efter uddannelsen til kok bl.a. køkkenchef på Restaurant Kjøbenhavn, excecutive chef på Claus Meyers Great Northern Food Hall i New York og kreativ direktør i slagterbistoren Ends Meat i New York.

 

Efter 3 år i New York blev han køkkenchef på La Dispensa ved Gardasøen i Italien.

 

Respekt for råvarerne er et grundelement, og selv om mange i branchen rystede på hovedet af en køkkenchef, som ville indføre fine dining på Vestegnen, tog han det som en udfordring. 

 

Med sin internationale baggrund gentænker han kendte retter, og som han sagde til fodevarefokus.dk:

 

– Min mission er at finde de ingredienser, der kan give retten det element, hvor man tænker fuck, det var det, denne ret mangler!

Han vil gerne udfordre normer og gæsterne på mad og vin.

 

Læs mere om kroen hér.

 

 

Erling Madsen/januar 2024

Engang var Espehus Kro planteskole og i et vindue fra dengang ses en lilje i glasset – og denne blomst er blevet til kroens logo.
Tore Jørgensen Grundlægger Af Herslev Bryghus. Økologisk Gårdbryggeri.
Kakaobønner