Grøn inspiration fra og til offentlige køkkener
Frontløbere fra 10 offentlige køkkener lukker køkkendørene op for at give andre inspiration i det grønne køkken.
Under paraplyen Planteløftet bliver der 10 gratis webinarer fra 21. marts og et år frem.
»Der er fokus på metoder, erfaringer, tips, tricks, opskrifter og grøn velsmag, mens formålet er, at få flere økologiske planter på tallerkenerne. For parterne bag projektet handler det nemlig om at lytte til dem, der har knækket koden.«, lyder det i en pressemeddelelse.
Skal ikke mindst inspirere unge
Trine Krebs, der er chef for Planteløftet og vært på webinarerne, fortæller, at offentlige køkkener hver dag serverer en million måltider. Og det handler i høj grad både om at styrke sundheden, bæredygtigheden og at inspirere gæsterne til at interesserede sig for grøn og sund mad.
Et af stederne er CELF-kantiner på Lolland-Falster:
– Vi laver mad til de unge under uddannelse hver eneste dag, og hvis vi vil inspirere dem til at lave lækre grønne retter, så skal vi også hele tiden søge og dele inspiration. For os er det vigtigt, at vi hele tiden er i dialog med de unge om forandringerne og vi oplever, at nye grønne tiltag, åbner op for endnu flere, fortæller kantineleder Cecilie Flændsdal Specchio.
De 10 webinarer
Oplev planteerfaringer, velsmagende opskrifter og inspirationsrige fortællinger fra:
• Bevægelsesbørnehuset, Aarhus Kommune: 21. marts 2024
• Ernæringsenheden, Herlev og Gentofte Hospital: 17. april 2024
• Rådhuskantinen, Hjørring Kommune: 2. maj 2024
• Børnehuset Mælkevejen, Randers Kommune: 16. maj 2024
• Caféerne Odense Kommune: 11. september 2024
• Bispebjerghjemmet, Københavns Kommune: 2. oktober 2024
• CELF-kantiner, Center for Erhvervsrettede Uddannelser, Lolland Falster: 10. oktober 2024
• Børnehuset Hørgården, Roskilde Kommune: 23. oktober 2024
• Patientkøkkenet, Regionshospitalet Randers: 5. februar 2025
• Engsøgård Plejehjem, Aarhus Kommune: 12. marts 2025.
Planteløftet er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer og er et samarbejde mellem Kost og Ernæringsforbundet, Food Organisation of Denmark, Landbrug & Fødevarer, Madfællesskabet og Planteværket.
Tilmelding og yderligere information hér.
Erling Madsen, februar 2024